Dyrevelfærdsmærket i samarbejde med DOSO

Det statslige Dyrevelfærdsmærket

13. marts 2018

Danskerne har fået øjnene op for det statslige dyrevelfærdsmærke

 

 

Mange danskere har opdaget det nye statslige dyrevelfærdsmærke. Det store kendskab kan være med til at løfte dyrevelfærden, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som arbejder for mærker til flere produkter.

13. marts 2018

Halvdelen af alle danskere har hørt om eller kender til det statslige dyrevelfærdsmærke, og det er flere end målsætningen, der blev sat ved lanceringen sidste år.

Da de første produkter med dyrevelfærdsmærket kom i handlen i maj 2017, var målet, at 40 procent skulle have kendskab til mærket ved udgangen af 2018.

Nu viser en undersøgelse af kendskab, kundskab og tillid til mærket, som er udarbejdet af Yougov for Fødevarestyrelsen, at kendskabet er på 49 procent.

Dermed har det taget det kun syv måneder gamle dyrevelfærdsmærke at nå et stykke forbi målsætningen.

Samtidig blev der sat et mål om, at 60 procent skulle have tillid til mærket. Her viser undersøgelsen, at 67 procent har tillid til det.

- Danskerne er glade for dyrevelfærdsmærket, og jeg er glad for, at forbrugerne gennem et oplyst valg er med til at løfte dyrevelfærden. Allerede nu kender mange mærket og har tillid til det, og derfor arbejder jeg også for, at flere produkter bliver omfattet af ordningen. Forbrugerne skal have muligheder for at løfte dyrevelfærden for flere dyr, når de træffer deres valg ved køledisken. Det viser landmændene, at der er efterspørgsel efter varer med høj dyrevelfærd, siger Esben Lunde Larsen.

Undersøgelsen viser, at 77 procent af danskerne går op i dyrevelfærd. Og et flertal er villige til at betale ekstra for at sikre, at dyr er opdrættet med fokus på bedre dyrevelfærd. Et flertal vil betale mere for de fleste kødprodukter og mælk.

I dag omfatter ordningen kun svinekød, hvor hjerter på pakningen viser, hvordan dyrevelfærden har været hos grisene, men flere produkter er på vej.

Kyllinger på vej
I løbet af 2018 arbejdes der for, at der også kommer dyrevelfærdshjerter på kyllinger.

- Kort før jul kom der dyrevelfærdsmærker på pålæg af svinekød, og næste skridt bliver dyrevelfærdsmærkede kyllinger. Efter planen skulle de gerne kunne findes i supermarkederne i løbet af i år, siger Esben Lunde Larsen.

Dyrevelfærdsmærket er i undersøgelsen sammenlignet med andre mærker.

De mest kendte mærker er også dem, som har været på markedet længst - ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og ”Ø-mærket”, der har været på markedet i henholdsvis 26 og 29 år.

Se hele undersøgelsen her.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk 

Fødevarestyrelsens pressevagt tlf.: 22 84 48 34

31. oktober 2017

Giv grisene en gave året rundt!

Den 27. november starter der en stor ny kampagne for det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke. Kampagnen varer i 3 uger, og det er vores håb, at rigtig mange forbrugere vil forstå, at de hjælper de danske grise virkelig meget, hvis de køber kød med dyrevelfærdsmærke. Har man råd så køb kød med 3 hjerter – her er der mest dyrevelfærd. Kød med 1 hjerte er en hel del billigere, men alligevel får grisene opfyldt nogle meget vigtige behov: søerne er frie, alle grise har krølle på halen, og de har halm som rodemateriale.

DOSO støtter det nye statslige Dyrevelfærdsmærke
Så kom der endelig et statsligt mærke, der vejleder forbrugerne om dyrevelfærd. DOSO glæder sig over, at mærket nu er en realitet for de danske svin, og foreningen glæder sig til at mærket senere bredes ud til alle produkter med animalsk indhold. Det er også en glæde at så mange interessenter – lige fra dedikerede landmænd til supermarkederne til Den Danske Dyrlægeforening  og mange flere - har støttet udviklingen af mærket. De 3 niveauer i det statslige dyrevelfærdsmærke viser forbrugerne vejen og vil medvirke til at hæve dyrevelfærden også for de millioner af slagtesvin, som ikke er økologiske eller på friland.

’Det er ikke alle, der har råd til at købe økologisk og derfor er det fantastisk at også grisene i de indendørs stalde nu kan få glæde af væsentlig forhøjet dyrevelfærd til en rimelig pris’  siger Peter Mollerup, formand for DOSO.
’Ingen halekupering er f.eks. en meget væsentlig indikator for dyrevelfærd idet halebid er et stort problem, når dyrene stresses og presses’ fortsætter Peter Mollerup ’Lovgivningen i dag giver dispensation for halekupering – en dispensation som 98 % af slagtesvinene i dag lider under. Bl.a. derfor giver det laveste niveau af dyrevelfærdsmærket - et hjerte - en meget væsentlig dyrevelfærdsforbedring idet alle grise skal have hele haler for at producenten kan få mærket og mer-prisen’

 

DOSO håber forbrugerne vil hjælpe dyrene ved at støtte op om mærket, når de første produkter snart havner i køledisken.

 

D. 27. marts var der stort presse fremmøde i en svine stald i Slangerup som allerede er godt i gang med bedre forhold for svinene. 

24. maj 2017

Ministeren lancerer Dyrevelfærdsmærket

Så kom den store dag for lancering af Dyrevelfærdsmærket.

Nu skal alle vi forbrugere sikre at købe ind med hjertet - gerne tre ad gangen!

Her er formanden for DOSO sammen med Ministeren.

Pressearrangement d. 27. marts 2017

Det statslige Dyrevelfærdsmærke 2017

Hjertermærket kød i butikkerne 22. maj

D. 22. maj vil 1, 2, og 3 hjertemærket svinekødet være at finde i kølediskene i de supermarkeder der er med i mærkningen. Vi vil se reklamefilm i TV, store plakater ved busstoppesteder, på husser og andre steder i bybilledet, og alle parter i Dyrevelfærdsmærket (blandt andre DOSO) vil arbejde på oplysning og promovere at vi alle direkte kan være med til at forbedre dyrevelfærden ved at købe hjertemærket svinekød.

Det er helt enkelt at købe med hjerter!